Gennem en længere årrække har Vibe Bredahl arbejdte med tegninger hvor hun inkorporer blomster og planter fundet på de steder tegningen omhandler. Eksempelvis som i tegningen: Elgsdyrhoved med Sortnatskygge og forglemmigej, hvor et elg kranium er omkranset af tegnede Forglemmigej og planter indsamlet ved Holløse Dam, hvor det flere tusinde år gammel elg hoved blev fundet. En anden af Vibe Bredahls tegninger behandler sagnet om Sct. Helene. Tegningen forestiller en kvindefigur liggende på ryggen. Hun er gennemsigtig, og skikkelsen kan både henvise til Helene, og de syge der overnattede på graven. Op af maven på hende vokser helbredende urter, blandt andet Kamille og Sct. Helene Urt. Derved understreges sagnets fremstilling af døden, som en fortsættelse af liv, eftersom den døde Helene fik livgivende kraft. Omkring denne scene er et stendige, hvilket både minder om en kirkegård og Helene Grav. Bredahl har kendt til sagnet altid og var meget fascineret af det som barn, og hendes mellemnavn er i øvrigt Helene. Som andre sagn rummer det sin egen virkelighed – om ikke andet fordi historien har overlevet gennem århundreder som en skygge af noget, der måske aldrig er hændt. Døden spiller en rolle i mange af Bredahls værker. Den betegner ikke et ophør, men en fortsættelse af livet, da døden er en forudsætning for nyt livs opståen, sådan som naturen dagligt viser os det. I flere af Bredahls tegningerne er "skyggen" et genkommende motiv. Skyggen som en drøm, som det på den anden side af livet: det måske virkelige. Bredahl anvender indsamlede planter og deres skygger helt konkret blandt andet i tegningen Heather og den Bittersøde Natskygge, hvor de tørrede stænglers naturlige skygger på papiret blandes med tegnede repræsentationer, så fantasi og virkelighed vanskeligt lader sig skelne fra hinanden. Centralt i billedet står Heather, med reference til bakken Heather Hill, i lyngklædt kjole og griber ud efter sin egen skygge på jorden. Heather Hill er et lidt mystisk sted på Bredahls hjemegn, goldt og øde, hvor kun lyng kan gro. Og den Bittersøde Natskygge en giftig plante, hvis bær i større mængder kan være dødbringende for børn. Trods Bredahls fine streg og tegningens poesi, fornemmer man således en grum realitet bagved – i skyggerne som kastes på papiret. Denne dobbelthed findes i de fleste af hendes værker, som også omfatter collage, fotografi, skulptur og installation.
Uddrag fra tekst af Gitte Broeng.
